Jeg begyndte at sætte mig selv først, og jeg gik benhårdt efter mine drømme. I starten på den lidt ukærlige måde. Og jeg glemte endnu engang mig selv på vejen.
Jeg slog mig selv oven i hovedet dagligt for ikke at nå det, jeg gerne ville. Jeg havde aldrig tid nok i døgnet.

Stresssymptomerne bankede på endnu engang.
Nu måtte jeg gøre noget. Jeg havde jo tilrettelagt mit liv efter bedste intentioner. Så hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen og få det til at fungere?
Jeg havde endnu engang sat barren alt for højt. Været komplet urealistisk omkring min tid i forhold til alt det, jeg gerne ville nå.

Så jeg begyndte for alvor at arbejde med mit livsdesign. Ændrede mine enormt høje (og urimelige) krav til mig selv. Og gik fra kamp og knokleri til i dag at have skabt et livsdesign, der indeholder både troen på mig selv, selvkærlighed og tillid. Et liv, hvor der er plads til at være mig – både på de gode og de knap så gode dage.